Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Vikingeskjoldet rummer et paradoks: Det var krigerens mest uundværlige udstyr, men samtidig det mest forgængelige. Tyndt, let og designet til at absorbere stød for derefter at gå i stykker – det beskyttede ved at ofre sig selv.
Blødt træ – og det er med vilje
De runde skjolde, man har fundet – især de fireogtres eksemplarer fra Gokstad-skibet i Norge – er lavet af tynde brædder af lind eller el. De er kun let forstærkede og udstyret med en umbo, den centrale jernbule, der beskytter hånden. Et sådant skjold stopper ikke blot slagene: Det «æder» dem, flækker og fastlåser modstanderens klinge eller økse i et afgørende øjeblik. Man brugte flere af dem i løbet af samme slag.
Farver, næsten som et våbenskjold
Gokstad-skjoldene var malet i skiftevis sort og gult og fastgjort langs skibets sider. Farven var ikke tilfældig pynt: Den identificerede, samlede og imponerede. Her ser vi de fjerne rødder til det, middelalderen senere ville kalde heraldik.
Og hvad med kvinder i kamp?
Spørgsmålet skaber debat inden for arkæologien. Birka-graven Bj 581, der længe blev præsenteret som tilhørende en elitekriger omgivet af sine våben, viste sig i 2017 ved DNA-analyse at være en kvindes grav. Debatten om hendes præcise rolle er stadig åben – men den nordiske krigerkvinde er ikke længere kun noget, man finder i sagaerne.
Vores vikingeskjold bevarer den runde form og den centrale umbo.
