Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Der findes ikke bare «én» vikingestil, men en hel række. Den nordiske kunst i vikingetiden udviklede sig over mere end to århundreder gennem en håndfuld stilarter, som eksperter i dag kan datere næsten som geologiske lag.
Træet først
Den store skandinaviske kunst var først og fremmest en trækunst, og den har sjældent overlevet. Den spektakulære undtagelse er Oseberg-skibsgraven i Norge: Stævnen, slæderne og dyrehovederne, man fandt der, er dækket af fletmønstre med en forbløffende detaljegrad, bevaret af leret. Det er vores bedste vindue til, hvad vikingerne rent faktisk så i deres egne hjem.
En historie i flere tempi
Arkæologer skelner mellem en række stilarter, der afløser hinanden: Broa-Oseberg, derefter Borre, Jelling, Mammen, Ringerike og til sidst Urnes. Hver har sin signatur – «det gribende dyr» fra Borre, de store dyrebånd fra Urnes. Sidstnævnte stil overlever endda indgraveret i træet i en norsk kirke, Urnes stavkirke, som har givet stilarten navn og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Guder i hjemmet
Nordboerne fremstillede også små figurer af deres guddomme – genstande til hengivenhed eller amuletter, man havde hos sig. At dekorere sit hjem med et nordisk motiv er derfor ikke et moderne indfald: Det er en videreførelse af en meget gammel tradition.
Vores genstande til vikingedekoration, vores billeder og vores statuer trækker på dette repertoire af fletmønstre og figurer.
