Hos vikingerne var en ring ikke først og fremmest til pynt. Det var to langt mere seriøse ting: sølv og et givet ord.
Et smykke, der også var en bankkonto
Vikingetidens økonomi fungerede efter ædelmetallets vægt. I lang tid fandtes der ingen mønter med fast værdi: Man vejede sølvet. Armbånd og ringe (baugar) fungerede som en bærbar værdireserve – man klippede et stykke af for at betale, hvilket forklarer de skatte fyldt med “hacksølv” (hacksilver), der er fundet over hele den nordiske verden, som f.eks. Cuerdale-skatten i England, en af de største i Europa. At bære sin rigdom på armen eller fingeren betød, at man altid havde den på sig.
Ringen man svor ved
En ring kunne også besegle en pagt. Islandske kilder beskriver eiðbaugr, edsaflæggelsesringen, der blev opbevaret i helligdommen eller på tinget, hvor man aflagde de mest højtidelige eder. Landnámabók beretter, at høvdingen bar den på armen under forsamlingerne og vædede den med blodet fra ofringerne. At sværge på ringen forpligtede langt mere end blot ord: Man tog guderne som vidner.
Og symbolerne?
Autentiske nordiske ringe er ofte enkle: en snoet ring, nogle få stempler. De detaljerede mytologiske motiver, vi ser i dag – ulve, drager, runer – er primært en moderne fortolkning, inspireret af ægte vikingekunst, men genskabt til nutidens smykker. Det er ikke en mangel: Det er en måde at holde den nordiske fantasi i live på nutidens fingre.
Vores vikingeringe viderefører disse to arv: materialet og symbolet. Alt efter hvilket væsen der taler til dig, kan du også udforske vores ulvering eller vores drageringe.



