Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
I vores fantasi svinger vikingekrigeren et sværd. Men i virkeligheden holdt han langt oftere en økse – og det er ikke en lille detalje. Sværdet var dyrt, krævede kilo af jern og en erfaren smed; få mænd ejede et. Øksen var derimod ethvert landbrugs redskab: Man kløvede træ med den, bar den i bæltet og vendte den mod fjenden, når dagen kom. Det er den frie bondes våben, bóndi, og det er netop det, der gjorde den ikonisk.
En familie af værktøjer, der blev til våben
Ikke alle vikingeøkser er ens. Den lille kasteøkse og skægøksen – hvis æg strækker sig nedad for at gribe fat i et skjold eller en arm – blev brugt til nærkamp. I den anden ende af skalaen havde vi breiðøx, den tohåndede danske “bredøkse”, der dukkede op mod slutningen af vikingetiden og kunne kløve en hjelm: Det er den, som huskarlerne svinger på Bayeux-tapetet fra omkring 1070.
Når øksen bliver et pragtobjekt
Nogle økser var aldrig beregnet til kamp. Mammen-øksen, der blev fundet i en dansk grav fra det 10. århundrede, er indlagt med sølvtråde, der danner fletmønstre med fugle og ranker – et prestigefyldt objekt begravet med en mand af høj rang. Den minder os om, at et våben hos skandinaverne også kunne være et socialt visitkort.
Og hvad med myten om hornene?
Lad os én gang for alle aflive en sejlivet myte: Ingen vikingeøkse – og ingen vikingehjelm – var nogensinde prydet med horn. Dette billede stammer fra det 19. århundrede, fra operakostumer og romantisk billedsprog, ikke fra arkæologiske udgravninger. Den ægte vikingeøkse er enkel, funktionel og netop derfor endnu mere imponerende.
Vores vikingeøkser genskaber disse historiske former, fra skægøksen til den store kampøkse.
