Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Man finder den indgraveret på ringe, armbånd og vedhæng kaldet “viking”: en slange bøjet i en cirkel med gabet lukket om sin egen hale. Den sælges som et nordisk symbol på evigheden. Virkeligheden er mere interessant end som så — og en smule mere pinlig.
Et symbol født langt fra fjordene
Selve ordet er græsk: ouroboros (οὐροβόρος), “som fortærer sin hale”. Den ældste kendte fremstilling stammer ikke fra Skandinavien, men fra Egypten: to slanger, der omslutter solgudens figur i en begravelsestekst fra Tutankhamons grav i det 14. århundrede f.Kr. Motivet overgår derefter til græsk-egyptisk alkymi: på en tegning tilskrevet Kleopatra Alkymisten omkring det 3. århundrede omkranser slangen tre ord — ἓν τὸ πᾶν, “altet er ét”. Cyklus, fornyelse, enhed: det er, hvad Ouroboros betyder, og det betød det århundreder før den første drakkar.
Med andre ord er Ouroboros ikke et vikingesymbol.
Men billedet er i den grad nordisk
Hvor genvejen bliver legitim, er at den nordiske mytologi har sin egen slange, der bider sig selv i halen: Jörmungandr, Midgårdsormen. Søn af Loke og jættekvinden Angerboda, bror til ulven Fenris og gudinden Hel, blev han kastet af Odin i havet, der omgiver menneskenes verden. Han voksede sig så stor, at han til sidst omsluttede hele Jorden — og, skriver Snorre Sturlasson i Gylfaginning, “han bider sin egen hale” (bítr í sporð sér).
Handlingen er altså bekræftet, ord for ord, i en kilde fra det 13. århundrede. Blot kaldte skandinaverne den ikke for “Ouroboros” og så den ikke primært som et emblem for evigheden: Jörmungandr er en kaos-skabning, Thors svorne fjende. De to skal dræbe hinanden ved Ragnarok — guden fælder den, men falder derefter efter ni skridt, dræbt af dens gift.
Så hvad bærer man egentlig på fingeren?
En slange, der bider sig selv i halen på et smykke med nordisk inspiration, er mødet mellem to traditioner: formen og navnet kommer fra Middelhavet, forestillingen om verdensslangen kommer fra Eddaerne. Det er ikke en misforståelse — det er en kulturel blanding, præcis den slags kulturel udveksling, som vikingerne selv praktiserede, fra Byzans til Irland.
Viden fjerner intet fra objektet: den giver det en ærlig historie at fortælle. Vores slangesmykker leger med denne dobbelte læsning, mellem Ouroboros’ evige cyklus og den storslåede trussel fra Jörmungandr.
