Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Valhal er et legendarisk sted i den nordiske mytologi. Det er her, vikingekrigere bliver budt velkommen efter deres død i kamp. Men hvad repræsenterer det egentlig for det skandinaviske samfund? Vi fortæller dig alt, hvad du behøver at vide, i denne artikel.
Valhal – et sted forbundet med guderne
Den første omtale af Valhal findes i to anonyme digte. Det første hylder kong Erik 1.s død, som blev dræbt i 954 i York, den engelske by erobret af Den Store Hedenske Hær. Det andet hylder bortgangen af Hakon den Gode fra Norge, en anden stor konge. Han døde også i kamp i 961. Disse to tekster beskrev et aristokratisk livssyn, da kun få privilegerede, der var nøje udvalgt, havde adgang.
Den poetiske Edda beskriver Valhal således: “Gladsheim kaldes den femte, hvor guldets glans fra hallen stråler gennem verdenerne; det legendariske Valhal, hvor Odin hver dag udvælger de Einherjer, der er faldet i kamp.”
Når man kender vigtigheden af Eddaens hellige tekster, kan man straks sige, at det er et mytisk sted. I den nordiske legende findes der 9 verdener, herunder Asgård. Det er på dette sted (bygget af Bors sønner: Vili, Ve og Odin), at aserne, herunder Grimner, levede. Dette navn er en anden måde at kalde den vigtigste nordiske gud, Odin, på – ret sejt, ikke?
Disse 9 verdener er i øvrigt bygget på verdenstræet, som viser sig at være Yggdrasil. Det var altså i Asgård, man fandt gudernes fabelagtige tempel, Valhal. Etymologisk kommer ordet Valhal fra det oldnordiske Valhöll. Det består af “valr”, som betegner de døde på slagmarken (men også hesten), og “hǫll”, som betyder hallen. Snorres Edda kan også betyde paladset, og det kaldes også de dødes sal.
Hvordan ser vikingernes Valhal ud?
Valhal beskrives som et meget stort palads. Det er så højt, at man ifølge nogle ikke kan se toppen. Taget består af gyldne skjolde, sandsynligvis af birketræ. Det er ikke overraskende at se en sådan genstand, som er tæt knyttet til den nordiske kultur. Krigsspyd var også til stede. Skjalden Tjodolv fra Hvin beskrev det således:
“Under stenkast,
de kloge krigere
lod på deres rygge funkle
Svafnirs birkebark.”
Vikingedigtet Grimnismál siger blandt andet, at paladsets tag er dækket af rent og funklende guld. Inde i Valhal fandt man Hlidskjálf. Dette sted betegner højsædet, hvorfra Odin kunne sidde og observere alle verdenerne, selv menneskenes verden og alt, hvad der foregik. Den mægtigste vikingegud kaldes i øvrigt undertiden for Hlidskjálfs herre i skjaldedigtningen.
Valhal indeholder 640 døre. Hoveddøren bevogtes af ulve, og ørne flyver over den. Dette forhindrer ethvert eksternt angreb. Foran denne dør finder man også træet Glasir, som består af guldblade. Det siges i øvrigt at være en metafor for guld.
Indvendigt har paladset enorme sæder betrukket med læder fra drager og legendariske bæster. Der er også borde og velassorterede buffeter for at byde de døde velkommen, som det sig hør og bør. Disse beboere i vikingernes paradis bliver indkvarteret og bespist til tidernes ende, hvilket vi vil se nærmere på senere. Men hvem får egentlig adgang til Valhal?
Flere steder i Valhal
Valhal er stedet, hvor de mest fortjente vikingekrigere mødes. På slagmarken bliver de udvalgt af valkyrierne, døtre som guden Odin angiveligt har udvalgt nøje. Nogle krigere, der ønskede at overleve kampene, kiggede ikke op mod himlen for ikke at tiltrække sig valkyriernes opmærksomhed, da de kunne lade dem dø for at bringe dem med sig.
Man skal vide, at der blev skelnet mellem stederne for de døde.
Helheim tog imod dem, der døde af alderdom, sygdom og andre dødsfald, som ifølge dem ikke var værd at ære. Boligen, forkortet Hel, var hjemsted for gudinden Hel, datter af Loke. De forskellige tekster beskriver stedet som mørkt, tåget og koldt. Det er befolket af skikkelser som jætten Hræsvelgr eller Garm, som var en monstrøs hund. Folk, der ender i Hel, bærer i øvrigt en vis vanære.
Fólkvangr, til ære for Freja, er hjemsted for vikinger, der har kæmpet for at beskytte deres familier, klaner eller andre defensive missioner. Det sted, man også kalder “folkets mark”, beskrives som et sted tæt på et landligt paradis, men også et sted for hvile og belønning.
Valhal er for de vikinger, der faldt under angreb. De vier deres eksistens til krig, og det er derfor det mest prestigefyldte sted for skandinaviske krigere.
Et helligt paradis for vikingerne
Ved ankomsten til dette store paradis tager krigerne navnet Einherjer. Det er “dem, der udgør en hær”, og dem, der døde på slagmarken med våben i hånd.
Det er netop derfor, at vikingerne har en vis dragning mod kamp. De ønsker ikke at skuffe deres gud ved ikke at blive budt velkommen i paradiset, og det er det, der giver dem deres store styrke til at sejre.
Vid, at en vikingekrigers liv var særligt kort. De mange rejser og plyndringstogter var meget farefulde, hvilket betød, at få vikinger blev over fyrre år. Det uendelige liv i Valhal tiltrak især aristokratiske krigere. Da vi ved, at mange vikinger ønskede magt, repræsenterer dette en betydelig del af befolkningen. Det siges, at Valhals hal indeholdt hundredtusindvis af krigere, cirka 614.400.
De mest ædle krigere og ledere tilbad Odin. Landmændene tilbad især Thor for at sikre frugtbarheden af deres jorder. Bilskirnir er i øvrigt et palads, der husede tordenguden.
Valhal udgjorde derfor en vigtig motivation for vikingerne. Det hjalp dem med at eliminere deres frygt under kampene og dermed blive frygtet af deres modstandere. De skandinaviske krigere kunne således besejre overlegne styrker, hvor en anden civilisation kunne have mistet moralen på grund af de mange døde på slagmarken. Nogle kunne have utrolige evner, som bersærkeren, der gik i et helligt raseri, hvilket gjorde ham overmenneskelig.
Den kristne lærd Snorre Sturlason lærte os, at Odin også var kendt under navnet Valfader, altså de faldnes fader. De vikinger, der faldt tappert i kamp, var som hans adoptivsønner. Det var for at nyde en sådan ære, at de var villige til at risikere en blodig død.
Føde til krigerne
Som beskrevet tidligere bliver krigerne, der ankommer til Valhal, budt velkommen med en stor fest. De bliver bespist og indkvarteret til tidernes ende. Einherjerne lever af kødet fra ornen Sæhrímnir. Dette dyr vender tilbage til livet hver aften for at blive spist den næste dag. Det koges hver dag af kokken Andhrímnir i hans kedel kaldet Eldhrímnir. Kun Odin spiser ikke. Han drikker kun vin som måltid og giver sin mad til sine ulve.
Hvad angår drikkevarer, drikker vikingerne mælk fra geden Heidrun. Det er faktisk mjød, en meget populær drik i denne del af Nordeuropa. I Valhal græsser geden på bladene fra træet Læradr. Det kaldes Hléraðr på oldnordisk, hvilket betyder “den, der skaffer hvile”. Dette træ nærer også hjorten Eikthyrnir. Det siges om ham, at han dræner så meget vand gennem sine gevirer mod verdenen Hvergelmir, at det er herfra, alle floderne i asernes domæne stammer.
Banketten, der er i overflod, så hver kriger kan spise sig mæt, serveres af de samme valkyrier, som hentede de døde vikinger på slagmarken.
Ragnarok og Valhal
Hver dag bliver Einherjerne vækket af hanen Gullinkambi. De klæder sig på, tager deres rustninger på og kæmper derefter mod hinanden i en indhegning, indtil de dræber hinanden, på Idavolls mark. Hvis de kan gøre dette, er det fordi, de vender tilbage til livet bagefter. Krigerne vender derefter tilbage fra indhegningen med heste for at spise dagens første måltid omkring kl. 9 om morgenen. Dette vil i øvrigt vare det meste af dagen. Hver aften bliver den enorme gris Sæhrímnir spist.
Vafþrúðnismál, det tredje digt i Eddaen, beskriver dette øjeblik:
“Alle Einherjer
på Odins mark
hugger hver dag løs på hinanden.
De udpeger de døde,
derefter rider de fra kampen til hest.
Sammen sidder de derefter, forsonede.”
Krigerne i Valhal venter på den dag, hvor paladsets 640 døre vil åbne sig, så de kan udkæmpe Ragnarok-krigen ved siden af aserne.
Snorre Sturlason beskriver dette øjeblik:
“Otte hundrede Einherjer
vil gå ud samtidig gennem hver dør,
når de skal kæmpe mod ulven.”
Dette slag repræsenterer verdens undergang ifølge den nordiske mytologi og kaldes Ragnarok. Dette sidste slag, hvor aserne står over for jætterne, markerer menneskets og de forskellige guders død, som deltager i det. Slaget finder sted på Vigrids slette.
Einherjerne skal her kæmpe mod frygtelige væsner. Den mægtige Midgårdsorm (også kendt som Jörmungand), der steg op fra havet, vil sprøjte gift i alle retninger og skabe enorme bølger over landene. Han vil blive dræbt af Thor, som selv vil bukke under for sine sår. Ildjætten Surt vil sætte ild til Asgård.
Dette slag vil kræve mange dødsofre. Ulven Fenris slipper fri af sine lænker og dræber Odin. Loke, løgnens gud, som leder jætterne under dette slag, vil dræbe hinanden med Heimdal, hans modpart.
Valhals tilstedeværelse i kulturen
Vikingernes paradis er et meget kendt sted, der ofte nævnes i den nordiske mytologi. Det er derfor logisk at se det repræsenteret ved mange lejligheder i forskellige kulturelle værker.
Valhal har lagt navn til forskellige musikstykker inden for heavy metal-genren, især Viking metal. Grupper som Amon Amarth eller Bathory har gjort det til titlen på en af deres sange. Rockgruppen 30 Seconds to Mars har lavet en beskrivelse af det.
Visuelle værker refererer også til det. Inden for videospilsektoren refererer den meget populære Final Fantasy-saga ofte til det. I Skyrim, udgivet i 2011, hedder de nordiske krigeres paradis Sovngarde. Assassin’s Creed-sagaen, en af de mest solgte, udgav i øvrigt et spil i slutningen af 2020, Valhalla, om vikingernes univers. Serierne Vikings og The Last Kingdom behandler også emnet meget ofte, mens Warboys i Mad Max Fury Road håber på at komme til Valhal.
Kunstneren Peter Madsen skabte sin tegneserie med navnet på vikingernes paradis i 1979. En dansk tegnefilm, udgivet i 1986, er inspireret af det og illustrerer Snorres Edda. Komponisten Richard Wagner skabte operaen Götterdämmerung, hvor et 6-minutters stykke er designet som gudernes indgang i Valhal. Teaterstykket Valhalla, iscenesat af Sara Lemaire og Anna Nilsson og produceret af det belgiske kompagni Petri Dish, er et andet eksempel.
