Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Ostara | Historien om den nordiske gudinde for forår og daggry
Nordisk mytologi, og germansk mytologi i bredere forstand, er rig på guddomme og skikkelser knyttet til deres unikke tro og kultur. Uden at vi nødvendigvis tænker over det, er en gudinde, hvis fødsel fejres over hele verden, direkte forbundet med vikingetiden. Der er tale om forårets gudinde, Ostara.
Som du sikkert allerede ved, stod fornyelsens cyklus centralt i vikingernes tro. Og Ostara var afgørende for denne tro, da hun symboliserer fornyelse og genfødsel af alt levende.
For mange kan gudindens oprindelse dog spores helt tilbage til tidernes morgen, måske endda før vikingerne. I denne artikel fortæller vi den overraskende legende om gudinden Ostara. Du vil blive overrasket over at opdage, at hendes fødsel stadig fejres i dag!
Den nordiske historie om forårets gudinde
Ostara er den germanske gudinde for frugtbarhed, daggry og forår. I nordisk mytologi symboliserer hendes årlige ankomst begyndelsen på denne årstid, præget af planternes og træernes blomstring og mildere vejr. Ifølge legenden vågner hun ved daggry på forårets første dag efter en lang vintersøvn.
Denne gudinde, der tilhører gruppen af vaner, er knyttet til livet, jorden og ungdommen. Selvom der ikke findes historiske kilder, der nævner hende direkte, var det skik at fejre forårets komme i vikingetiden. Denne fejring er ganske særlig, da den samler mange symboler knyttet til Ostara.
Påskeharer og påskeæg er blandt de to store symboler på gudinden Ostaras festival. Denne fejring ærer gudinden, som hvert år sikrer frugtbarhed for par, jorden og dyrene.
Selvom hun hyldes i den germanske kultur, er hun stadig en gudinde, som kun få kender til. Da ingen fortællinger i den nordiske mytologi eksplicit nævner hende, har spørgsmålet om hendes reelle eksistens længe været debatteret.
Når det er sagt, må vi se nærmere på Ostaras oprindelse for virkelig at forstå hendes betydning i den nordiske civilisation. Oplev legenden bag jævndøgnets og daggryets dame.
Legende og oprindelse af gudinden Ostara: Jævndøgnets dame
Selvom vi i dag anerkender Eostre eller Ostara som en nordisk og dermed germansk guddom, må man vide, at hendes eksistens længe har været omstridte. Det var først i det 8. århundrede, at den engelske munk, Beda den Ærværdige, beskrev hende som gudinden for forår og frugtbarhed i den skandinaviske kultur.
Tidligere findes der ingen historiske kilder fra den nordiske mytologi, der nævner hende. For mange forskere skyldes dette måden, hvorpå nordiske myter og sagn blev overleveret. Det var nemlig skik at videregive skandinavisk folklore gennem mundtlig tradition. Det er grunden til, at de første nordiske historiske kilder først stammer fra det 12. århundrede e.Kr..
På grund af de få kilder, der taler om denne gudinde, fastholder visse forskere hypotesen om, at Ostara aldrig har været en rigtig gudinde. Ifølge dem er hun blot en opfindelse af Beda.
Denne teori forbliver dog meget usandsynlig på grund af det had, de kristne nærede mod hedenske traditioner, især de nordiske. En munk, der kategorisk afviste hedensk tro, ville sandsynligvis ikke have taget sig besværet med at opfinde gudinder, og endnu mindre give hende ædle egenskaber.
Det er grunden til, at historien om Ostara bliver bekræftet af Jacob Grimm i 1835 i hans værk om germansk mytologi, “Deutsche Mythologie”. For ham virker det meget indlysende, at Ostara var en sand nordisk gudinde. Ifølge Grimm havde Beda blot mere præcist nedskrevet traditionerne knyttet til Ostara og hendes kult.
Selvom der findes få myter om Ostara, var hun en sand gudinde i nordisk tro og hedenske religioner. Denne guddom menes at være en af de mange daggrysgudinder forbundet med livets lys og frugtbarhed.
Betydningen og symbolikken bag Ostara
Da meget lidt viden er overleveret om Ostara, bliver vi ved med at opdage nye betydninger og symbolikker ved denne gudinde, alt efter folkeslag. Men i alle disse traditioner blev daggryets gudinde æret og hyldet ved hvert forårs begyndelse.
Hendes navn “Ostara” stammer fra det oldnordiske “Ost”, som betyder “Øst”. Det er en henvisning til solens fødsel og livets fornyelse. Det er grunden til, at hun ofte kaldes daggryets eller lysets gudinde. Hendes angelsaksiske variant, Eostre, blev endda brugt til at navngive den berømte påskehøjtid “Easter”.
Desuden er Ostara selve billedet på foråret. Hun beskrives som en ung kvinde i sin bedste alder, glad og strålende. Svøbt i en blomstrende og grøn beklædning, er der ingen nordisk gudinde, der kan matche hendes skønhed. Hun er desuden ledsaget af dyr og magiske væsner, der varsler forårets ankomst.
Denne tilsyneladende skrøbelighed og mildhed skjuler dog en til tider meget lunefuld karakter. Ligesom forårets gode vejr hurtigt kan forvandle sig til regn, kan hendes muntre sind hurtigt blive mere barskt.
Selvom hun er forårets og daggryets gudinde, deler Ostara mange træk med andre nordiske frugtbarhedsguddomme, især gudinden Freyja. Det er grunden til, at visse forskere spekulerer i, at Ostara kunne være en form for Freja. Mens andre sammenligner hende med den nordiske guddom for ungdom og skønhed, “Idun”.
Selvom hendes oprindelse er uklar, har hendes kult overlevet helt til i dag. Denne gudinde besidder derfor en unik symbolik, som vi opdager for første gang gennem vikingernes traditioner.
Oprindelsen af traditionen med påskeharer
Selvom den konstant forbindes med den kristne kultur, har påsken alligevel nogle mærkværdige rødder. Faktisk indikerer flere elementer, at den i virkeligheden er forbundet med legenden om Ostara.
Lad os for eksempel betragte den tyske oprindelse af ordet “Ostern”. Roden peger mod en før-kristen oprindelse, der stammer fra vikingetiden.
Hvis man graver dybere, finder man i historiske kilder en fejring fra vikingetiden, der minder om vores. Hos de germanske folk blev frugtbarhedsgudinden æret årligt i løbet af april måned, den måned hun er knyttet til.
Denne gudinde er ingen ringere end Ostara, som symboliserer den opgående sol og dyrenes parringssæson. I løbet af denne hedenske fest var der flere traditioner, som man har hentet inspiration fra til påsken:
- At få klokkerne til at ringe for at annoncere forårets ankomst og vække naturen.
- At bringe ofre til Ostara: Det er de berømte påskeæg, der symboliserer reproduktion og frugtbarhed. De er dedikeret til jorden for at bringe velsignelse over sæsonens høst.
- At organisere forårsrengøring, som foregår både fysisk og spirituelt. Man pynter husene med de smukkeste sæsonblomster for at jage onde ånder og negative energier væk.
- Til sidst reciterer man nogle antikke tekster. Disse påkaldelser velsignede stederne og rensede atmosfæren.
I lyset af lighederne mellem de to højtider hælder man i stigende grad til at tro, at påsken er inspireret af fejringen af Ostara. Det, der er nået frem til os, er i virkeligheden en praksis, der går tusinder af år tilbage, og som er blevet bevaret og genopfundet i en anden form.
Kulten og fejringen af Ostaras fødsel
Påsken er ikke den eneste fejring, der er knyttet til Ostara. Faktisk menes forårsjævndøgnet, som finder sted omkring den 20. marts, også at have hedensk oprindelse.
En lille astrologisk påmindelse er på sin plads! Jævndøgn er det øjeblik, hvor solen passerer fra den ene jordiske halvkugle til den anden, altså hvor den krydser ækvatorlinjen. I disse få dage om året er dagens længde lig med nattens.
Det må ikke forveksles med påsken, som er planlagt efter kirkernes kalendere. Oftest finder den sted den første søndag efter den første fuldmåne, der falder efter forårsjævndøgnet.
Ved hvert forårsjævndøgn, når dag og nat har samme længde, kommer Ostara til de dødeliges verden. Hun bringer forårets første lys samt frugtbarhed og overflod, hvor end hun går.
Denne dag markerer også begyndelsen på fejringen af hendes ankomst, som bærer navnet “Ostaras fest”. I løbet af denne festival ofrer man harer, hendes hellige dyr, til gudinden, og man maler æg i forskellige farver.
Her er altså legenden om Ostara, frugtbarhedens gudinde i vikinge- og germansk kultur. Hendes historier og traditioner består stadig og er en integreret del af vikingearven.
