Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Völver: Profetinder og troldkvinder
De gamle skandinavere og germanere kaldte deres præstinder og profetinder for “völva” (eller “vala” og “wala” på gammelhøjtysk). Udtrykkene “seiðkona” og “spákona” på norrønt, samt “spaewife” eller “wicce” (det gamle ord for heks) på oldengelsk, betegner kvinder, der praktiserede mindst én form for nordisk magi. Disse kvinder er gennemgående figurer i den germanske mytologi.
Völva-begrebets etymologi
Ordet “völva” menes at stamme fra vǫlr, som betyder ten. Dette ord kan sammenlignes med det urgermanske *walwōn, som blev til “wand” (stav) på engelsk. Völvaen (i flertal völur) var altså, ligesom nornerne, en bærer af en ten.
Völur praktiserede traditionelle esoteriske discipliner såsom seiðr (trolddom), spá (profeti) og galdr (rune-magi, shamanisme). De blev kaldt fjölkunnig, hvilket betyder dem, hvis kundskab (kunne) er hel eller fuldstændig (fjol).
De forskellige roller og terminologier
For dem, der udelukkende praktiserede spá, bruger man betegnelsen spákona eller spækona, norrøne udtryk for en kvinde, der udøver profeti. På oldengelsk kaldes de også spæwīfe. Dette ord menes at stamme fra det urgermanske *spah- og en indoeuropæisk rod *(s)peḱ (at se, observere, skue) og er derfor beslægtet med det latinske specio (“jeg ser”) og sanskrit spáçati og páçyati (“han/hun ser”). Mænd, der praktiserede denne disciplin, blev kaldt spámaðr.
På samme måde taler man om seiðkona (kvinde) eller seiðmaðr (mand) i forbindelse med seiðr. Ifølge mytologien og historiske beretninger mentes völur at besidde så store kræfter, at selv Odin, gudernes fader, søgte deres hjælp for at kende gudernes fremtid. Dette er især beskrevet i Völuspá, hvis titel, “völv-s-spá”, kan oversættes til “völvens spådom”.
Tenstaven kaldes seiðstafr, “seiðr-stav”. Det er et af Frejas attributter og et redskab for völverne.
Historiske beretninger om völver
I sine Kommentarer til den galliske krig skriver Julius Cæsar om slaget mod den germanske høvding Ariovist (58 f.Kr.):
“Da Cæsar spurgte fangerne, hvorfor Ariovist ikke havde indledt slaget, fik han at vide, at årsagen var følgende: Det var skik hos germanerne, at husmødrene besluttede, om man skulle gå i kamp eller ej, efter at have konsulteret tegnene og afgivet orakler; de sagde nemlig, at skæbnen ikke ville tillade germanerne at vinde, hvis de gik i kamp før nymåne.”
Tacitus’ skrifter (1. århundrede e.Kr.) indeholder også omtaler af disse germanske profetinder. Han beskriver disse “præstinder” som gamle kvinder klædt i hvidt, der ofrede krigsfanger og indviede det udgydte blod (Blót-ceremonien), en væske, der var uundværlig for spådomskunst.
Historikeren Jordanes nævner i sin Getica (XXIV:121) gotiske völver kaldet Aliorumnas. Disse völver fandt tilflugt hos hunnerne, efter at de var blevet forvist af kong Filimers ordre.
Krønikeskriveren Paulus Diaconus beskriver også, hvordan vandalerne i det 7. århundrede søgte Odins hjælp for at opnå sejr. Moderen til de langobardiske høvdinge, Gambara, søgte hjælp hos Freya, som takket være sit gode forhold til sin völva snød Odin og dermed sikrede sit folks sejr.
En detaljeret beretning om et menneskeoffer udført af en völva gives af den arabiske diplomat Ahmad ibn Fadlan under en af hans rejser til volga-bulgarerne i 921. Under begravelsen af en væringehøvding ofrede en trælkvinde sig selv for at blive begravet med sin herre.
I Landnámabók nævnes en völva ved navn Þuríðr Sundafyllir, som siges at have fyldt en fjord med fisk for at modvirke hungersnød. Dette betragtes som en historisk begivenhed i Landnámabók.
Völver i skandinavisk folklore
I det gamle skandinaviske samfund var völvaen en ældre kvinde, der havde løsrevet sig fra familiens tunge bånd. Hun rejste rundt i landet, fulgt af en gruppe unge mænd, og hendes tjenester blev søgt i alvorlige situationer. Hendes autoritet var absolut, og hun blev godt betalt for sit arbejde.
Blandt de mest berømte völver i skandinavisk litteratur finder vi Heidi fra Völuspá og heksen Gróa (vækst) fra Svipdagsmál. I Hyndluljóð møder gudinden Freya völvaen Hyndla, og de tager sammen til Valhal.
Ikke desto mindre nævner andre sagaer völver, såsom Þórbjörgr i Erik den Rødes saga og Huld i Ynglingesagaen. I Baldrs draumar konsulteres en völva for at forklare Balders drøm. Ritualerne galdr og spá vil ophøre på dagen for Ragnarok.
Völvernes ritualer
Indvielse
I Grógaldr (“Gróas besværgelse”) nævnes betingelserne for indvielsen som völva. Svípdagr sendes af sin stedmor Skaði for at finde adgang til Menglöds kammer (en anden betegnelse for Freya). Svípdagr beder derefter om hjælp fra sin afdøde mor, Gróa, en völva, ved at fremsige ni beskyttelsesformler. Besværgelserne vedrører forskellige aspekter af livet og naturen.
Seiðr-ritualet
I Erik den Rødes saga beskrives det, hvordan völvaen Þórbjörgr, eller Þorbjörg Lítilvölva, praktiserer seiðr-ritualet. Før hendes ankomst bliver huset rengjort fra top til tå. Hun bliver modtaget med respekt og ført til højsædet. Völvaen får et særligt måltid bestående af grød, gedemælk og en ragout tilberedt med hjerterne fra husets forskellige dyr.
Efter sin første nat i huset dedikeres den følgende dag til seiðr-dansen, som kræver et bestemt udstyr. En særlig platform bygges til hende, hvor en gruppe unge kvinder synger en speciel sang for at påkalde de kræfter, som völvaen ønsker at kommunikere med.
En islandsk lovtekst fra det 13. århundrede nævner, at seiðr (“útiseta”) for at vække trolde og praktisere hedenske ritualer kunne straffes med døden. Så sent som i 1854 var der tale om en specifik form for trolddom, hvor magikeren tilbragte natten udendørs for at forudsige fremtiden.
Den rituelle beklædning
I Erik den Rødes saga optræder völvaen iført en blå eller sort frakke prydet med smykker, der når helt ned til hendes fødder. Hun holder seiðstafr i hånden, lavet af kobber og dekoreret med Sten. Derudover nævnes en halskæde af glasperler, et hovedbeklædning af sort fåreskind og hvidt katteskind, samt sko af læder fra køer og handsker af hvidt katteskind.
Seiðstafr
Seiðstafr er en symbolsk eller virkelig ten, lavet af kobber eller træ. Denne stav er symbolet på völvaens magiske kraft. Den, der bliver ramt tre gange med denne stav på kinden, mister hukommelsen. Usynlige bånd kunne væves mellem vævens ten og et menneske (f.eks. en kriger). Kunsten at “løsne” eller “binde” knuder kunne påvirke forskellige aspekter af livet, herunder krige.
Seiðstafr refererer også til nornerne, skæbnens vævere i den nordiske mytologi. I England blev “ten-siden” brugt helt op til det 19. århundrede til at betegne moderlinjen.
Guder dedikeret til völver
Freya
Gudinden, der primært forbindes med magi, er Freya. Hun lærer seiðr fra sig til aserne og er anerkendt for sin visdom og magiske kraft.
Sif
I prologen til den prosaiske Edda forklarer en völva, at Sif, Thors hustru, også var en spákona.
Odin
Freya lærte Odin seiðr, selvom han er en krigsgud. Odin er også en mester i magi gennem sin opdagelse af runer ifølge Rúnatal.
For dem, der ønsker at vide mere om vikingernes fascinerende univers, er I velkomne til at udforske vores andre artikler på vikingebloggen og besøge vores webshop for at opdage genstande inspireret af disse svundne tider.
