Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Vikingehuse: Arven fra skandinavisk arkitektur
Vikingetidens civilisation er præget af en slående kulturel dikotomi. På den ene side har vi de modige krigere og de guddommelige bedrifter fra den nordiske mytologi. På den anden side opdager vi vikingernes fine kunst i al sin pragt.
Vikingernes var mestre i smykker, maleri og skulptur, men de var også dygtige tømrere og arkitekter. Vikingehusene repræsenterer derfor en af de mange arv fra deres kultur, et karakteristisk kendetegn, der forskønner de nordiske regioner.
Vikingehusenes arkitektur, en kunst i sig selv
Det er ikke kun entusiaster af vikingekunst og -kultur, der genkender den karakteristiske stil i skandinavisk arkitektur. Disse monumenter og bygninger, som i dag betragtes som kulturarv, inspirerer stadig moderne arkitektoniske stilarter i de nordiske lande.
En markant mangfoldighed
Den middelalderlige skandinaviske arkitektur er meget udbredt i Danmark. Man finder alle typer konstruktioner, nemlig: vikingehuse i mange varianter, de imponerende vikingeborge (trelleborge) og bådhuse (naust eller nøst på oldnordisk). Kultsteder, der er knyttet til kristningen af de skandinaviske folk, er af senere oprindelse.
Oftest lå vikingehusene isoleret. De lå i centrum af gårde, omgivet af frugtbar jord. Nogle hønsegårde og stalde var knyttet til dem. Det var sjældent, at bygningerne var samlet i små byer. Udover det nævnte var der etableret mange andre typer boliger, forretninger og værksteder.
Desuden var de byggeteknikker, der blev anvendt ved opførelsen af vikingehuse, mangeartede:
- Nogle gange håndterede de træ, det primære byggemateriale, ved at arrangere og flette bjælker og brædder sammen;
- Andre gange fuldførte de deres arbejde med skillevægge af ler eller gødning, eller de erstattede træet med mere tilgængelige materialer.
Vikingehusenes kendetegn
Et af de mest markante elementer i vikingehusenes arkitektur er forholdet mellem proportionerne. Bygningerne var næsten aldrig høje, men brede og lange. Med undtagelse af borgtårnene var konstruktionerne lave og flere meter lange.
Desuden var størstedelen af vikingehusene bygget af egetræ af høj kvalitet fra de danske skove. I Sverige og Norge blev det erstattet af tilhugget og sammenføjet nåletræ. Trækonstruktionen var oftest synlig indvendigt, mellem bjælker indgraveret med vikingesymboler og vandrette støttebjælker.
Med tiden blev byggeteknikkerne forfinet for at sikre bedre holdbarhed. Fugt, den største årsag til slitage, blev undgået ved hjælp af finish med ler og gødning.
Et andet kendt isoleringsmateriale er tørv, udvundet fra jordens overfladelag, som blev lagt i bånd eller blokke. For at beskytte bjælkerne mod den vandfyldte jord, blev der placeret sten i dybden omkring deres baser.
Endelig er det trekantede tag på vikingehuse næsten konstant. Det er dannet af tre lag: et indre lag af tørv med græsset vendt nedad, derefter et mellemlag af komprimeret jord og et sidste lag tørv vendt opad. Som vi vil se nedenfor, kunne de også være lavet af træ.
For at holde kulden ude tændte vikingerne ild indendørs. Røgen blev ledt ud gennem et hul i taget. Det var først meget senere, at skorstene blev udviklet. Det er grunden til, at vikingehuse blev kaldt røghuse. Mangel på udluftning og dårlige ventilationssystemer var også årsag til mange luftvejssygdomme.
Typer af vikingekonstruktioner beskrevet i litteraturen
Selvom vikingehuse ligner hinanden ved første øjekast, vil et erfarent øje kunne se forskel på de forskellige typer konstruktioner. Afhængigt af deres funktion og ejernes sociale status adskiller boligerne sig fra hinanden med fine nuancer. Forskere og arkæologer har formået at klassificere vikingekonstruktioner i flere kategorier.
1 — Vikingernes langhuse
Rekonstruktion af en vikingehøvdings langhus på Lofotr Vikingmuseum, på Lofoten-øerne i Norge.
Langhuse (eller langhús på oldnordisk, skalar på islandsk) er gamle vikingeboliger. Selvom de var bygget i længden, var de kun 5 til 7 meter brede.
Deres dimensioner varierede i øvrigt alt efter ejerens rigdom. Beskedne boliger på landet var kun 15 meter lange, mens huse tilhørende vikinger med større anseelse oversteg 25 meter.
Væggene er ovale, buede i en stump vinkel, således at taget minder om formen på en båd på hovedet. Dette aspekt er endnu mere slående, da enderne er tyndere end den centrale del. Indvendigt tvivler forskere endda på, om stolperne var lodrette, da de virker mere skrå.
Inde i et vikingelanghus finder man to centrale rækker af bjælker på linje med husets hovedakse. Huset er opdelt i flere rum af træskillevægge.
Faktisk sov hele efterkommere af den samme familie under samme tag, og eventuelt husstandens trælle. Man regner derfor med cirka halvtreds personer pr. langhus. Trælle og dyr var adskilt fra de andre beboere og opholdt sig i den østlige ende.
På den centrale hovedgang tændte man ild for at opvarme stedet. Gulvet var af frisk jord for delvist at absorbere fugt.
Naturligvis var opførelsen af lange vikingehuse arbejdskrævende. Udover at kræve en enorm mængde arbejdskraft, skulle man have adgang til tilstrækkeligt træ. Hvis egetræet slap op, blev det erstattet af flettede kviste.
2 — Grubehuse
Som navnet antyder, er grubehuset bygget delvist under jorden. Der er tale om halvt underjordiske huse: deres fundamenter er gravet 4 til 5 meter ned i jorden. Jorden udgør derfor den nederste del af væggene. Dette gør det muligt at udnytte miljøet til termisk isolering.
I modsætning til langhuse er disse boliger lige så lange, som de er brede, og nogle gange cirkulære. Da byggematerialerne ikke er så omfattende, vurderer man, at deres byggeomkostninger var lave.
Derfor var det små huse beregnet til de mest beskedne husholdninger, og de fungerede lejlighedsvis som værksteder for håndværk eller handel. Desuden har beviser vist, at man også opbevarede mad- og forsyningsreserver der. I Löddeköppinge i Sverige findes der flere komplekser af grubehuse, som menes at have huset rejsende købmænd midlertidigt.
Selvom forskere har fundet rester af ekskrementer, er det usandsynligt, at grubehusene faktisk var vikingetoiletter. Der er snarere tale om affald, der er blevet fjernet, efter at stedet var forfaldet. Efter vikingetidens afslutning blev denne type konstruktion opgivet.
3 — Vikingernes byhuse
Kredit: World History Encyclopedia (worldhistory.org)
Langt fra landdistrikternes konstruktioner, der var organiseret omkring gårde og landbrugsjord, var vikingernes byhuse sjældne. Byggematerialerne og isoleringsteknikkerne var mere avancerede her. Man bemærker straks, at husene er mere sofistikerede, og deres arkitektur mere moderne. De var lidt højere og havde et øvre niveau til sovepladser.
Blandt disse bebyggelser kan nævnes Uppsala, Kaupang og Ribe, gamle berømte byer fra vikingetiden. Den mest bemærkelsesværdige af disse små byer er Heiðabýr, som vi nu kender som Hedeby. Tidligere var denne by så bemærkelsesværdig, at den var beskyttet af to store mure mod syd: Dannevirke og Kovirke.
Den er for nylig blevet annekteret til tysk territorium, efter længe at have tilhørt Danmark. Da konstruktioner, der er over et årtusinde gamle, er bemærkelsesværdigt velbevarede der, er byen blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
4 — Vikingeborge
Rekonstruktion af Fyrkat-borgen nær Hobro, Danmark.
Borgene er cirkulære vikingehuse forstærket af rækker af lodrette træstolper, der støtter væggene udefra. Deres formål var at beskytte byerne mod fjendtlige angreb. For ekstra sikkerhed var taget desuden formet af trætagsten.
To historiske steder skildrer vikingeborge: Fyrkat-borgen i Hobro, den ældste opdagelse i Danmark, og Trelleborg, som ligger nær Slagelse.
5 — Bådhuse
Disse vikingekonstruktioner havde en helt særlig funktion: at bevare skibe og både, når de ikke var på havet. Naturligvis udviklede deres størrelse sig i takt med vikingeskibenes størrelse. Langskibene krævede for eksempel bådhuse på mange meters længde. Mange arkæologiske udgravninger har fundet spor af disse konstruktioner nær de store søer, der fører ud til havet.
Geografiske variationer af vikingehuse
Som store opdagelsesrejsende dominerede vikingerne hurtigt regionen. Den nordiske arkitektur oplevede derfor små regionale variationer, især relateret til klimaet og miljøets egenskaber. To placeringer af vikingehuse skiller sig ud:
- Torfbæir, vikingehuse på Island eller græstørvshuse. Deres tag er dækket af lerjord toppet med græstørv. De stammer fra vikingetiden og er gået fra at være gårde opdelt i to dele. Den første del, Innhus, fungerede som bolig og opbevaringssted for mad, den anden, Uthus, var dedikeret til værktøj og kvæg. Efter et vulkanudbrud forsvandt størstedelen af græstørvshusene. En af de mest ikoniske konstruktioner er Eiríksstaðir-huset beliggende i Haukadalur-dalen.
- Vikingehuse på Grønland: De landområder, som Erik den Røde erobrede, havde små vikingekolonier. I mangel på robust egetræ var de vikingehuse, der fandtes der, næsten udelukkende bygget ved hjælp af græstørv og tørveblokke. Erik den Rødes hus hed Brattahlid og kan findes i Qassiarsuk.
Organisation, interiør og vikingemøbler
Mens vikingehusenes ydre arkitektur varierer drastisk alt efter miljø, funktion og beboernes behov, er interiøret et ret konstant træk. Overalt i Skandinavien var vikingearven ensartet og karakteristisk for vikingetiden.
De forskellige rum i et vikingehus
Ved indgangen finder man en lang hal, der fungerer som centralrum, eldaskali. Typisk var hallerne i byhuse mindre rummelige, men det skyldes, at der også var færre beboere.
Der er tale om et fælles opholdsrum, ligesom festlokalet, hvor banketterne blev afholdt. Fællesskab var af afgørende betydning i vikingetiden, hvilket forklarer, hvorfor sådanne kollektive områder eksisterede.
I de andre rum er bænke opstillet langs siden til at sove på, væk fra den centrale gang dannet af bjælkerne. I huse i flere etager, såsom borge og vikingebyer, bemærker man nogle gange et sekundært soveområde på øverste etage.
Vikinger af høj rang kunne tillade sig at indrette specielle rum til visse familiemedlemmer og adskilte trælle og besøgende.
Og der blev lys
På den centrale stribe er gulvet lavet af stampet jord. Trægulve var forbeholdt luksuriøse boliger.
Det var således, at elementære former for ildsteder opstod. Flere gruber cementeret og afgrænset af sten var fordelt langs hele gangen, hver med et tilsvarende hul i taget.
Disse anordninger tjente ikke kun til at generere lys og varme, men også til madlavning. Ved behov blev en ekstra lyskilde tilføjet: træfakler.
Det karakteristiske vikingepræg
Det nordiske folk bragte liv til de sjælløse vægge med den passion, de følte for deres kultur. Det er det, der giver al charmen til de gamle arkæologiske fund, der stammer fra denne tid. Overalt i Skandinavien beundrer man på museer:
- Vikingemøbler: især skamler, kister, senge og borde i udskåret træ. Det er ved at inspicere rige vikingers grave og kultsteder, at så dyrebare genstande er blevet fundet.
- Vikingedekorationer: beriget af opdagelsen af pigmenter på træværk, skulpturer og indgraveringer af vikinge-runer, der er delikat indlejret i husenes bjælker, samt rester af gobeliner.
Vikingehusene var et sandt fristed; en fredelig havn, hvor vikingekrigere fejrede deres sejre, og hvor den nordiske kultur blomstrede. På trods af de beskedne midler er moderne skandinaviske boliger i høj grad blevet påvirket af deres enkelhed og originalitet.
