Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Nordisk mytologi | Oprindelsen af myter og legender om de nordiske guder!
Nordisk og skandinavisk mytologi er, selvom den er mindre kendt end den græske eller romerske, i dag en af de største inspirationskilder for populærkulturen. Der findes utallige moderne filmatiseringer, der henter deres scenarier herfra!
Hvad enten det er i Marvels fabelagtige univers eller den kolde og blodige verden i serien Vikings, så fortryller den skandinaviske mytologi. Den fascinerer lige så meget gennem fortællingerne om sine guder og sin unikke symbolik, som gennem den rolle, den spillede i skabelsen af Europas største civilisation: vikingerne!
Gør dig klar til at opdage rigdommen i den nordiske mytologi i denne artikel. Vi afslører oprindelsen af den skandinaviske folklore, betydningen af dens symboler, og hvordan disse overbevisninger formede vikingetidens civilisation!
Nordisk mytologi: Fødslen af de skandinaviske legender!
Vikingetiden (mellem år 790 og 1100 e.Kr.) er den periode, hvor den nordiske mytologi spredte sig over hele Europa. Lige før kristendommens og kirkens indflydelse tog overhånd i denne civilisation, var vikingernes folklore hemmeligheden bag det skandinaviske folks storhed.
Det, vi i dag kender som “nordisk mytologi“, er ikke blot en samling af historier og myter om fascinerende guder og fantastiske væsner. Denne mytologi er på samme tid en filosofi, en doktrin, men frem for alt den religion, der gav mening til vikingernes liv.
Den skandinaviske civilisation var tæt forbundet med de nordiske landskaber, deres miljø og det barske og nådesløse klima, de befandt sig i. De var den vigtigste inspirationskilde til myterne i denne hedenske religion.
På trods af dette er vikingerne stadig et af de mest misforståede folk i moderne tid. Dette skyldes i høj grad kirkens dæmonisering af deres kultur i middelalderen.
I de senere år har der dog været en enorm fornyet interesse for skandinavisk folklore i populærkulturen. Du ville blive overrasket over, hvor mange værker nordisk mytologi inspirerer – nogle som du måske aldrig havde mistænkt!
Oprindelsen af nordisk mytologi: Den Ældre Edda
Skandinaverne var længe et mundtligt samfund. De overleverede primært deres legender, myter og skikke i form af digte og mundtlige kvad. Det er det, der gør forståelsen af nordisk mytologi så kompleks. I virkeligheden er det, vi i dag kender af vikingelegender, kun toppen af det narrative og historiske isbjerg.
Den mest interessante præ-kristne kilde til skandinavisk mytologi er Den Ældre Edda. Det er en samling af digte skrevet på oldnordisk fra det 13. århundrede, samlet i ét enkelt manuskript: Codex Regius. De fortæller om begivenheder, der strækker sig over hele vikingetiden.
Digtene i Den Ældre Edda har ingen specifikke forfattere. De menes at være en nedskrivning af kvad fra skjalde. Skjald betyder på oldnordisk “en poetisk lyd”. Det var skandinaviske lyriske digtere, der menes at stå bag dem.
Desuden indeholder Codex Regius kun en del af disse digte (31 i alt), opdelt i to kategorier: mytologiske og episke. Når det er sagt, er mange andre digte klassificeret under Den Ældre Edda, uden nødvendigvis at figurere i selve værket.
Uddragene fra den nordiske mytologi, som Den Ældre Edda indeholder, er:
- Völuspá (Vølvens spådom): Dette er forudsigelsen fra en seer, en vølve. Hun fortæller guden Odin hele historien om vikingernes univers, fra dets skabelse til Ragnarok, og interesserer sig endda for dets genfødsel. I denne fortælling afslører hun mange profetier, som senere vil gå i opfyldelse;
- Lokasenna (Lokas skænderi): Dette digt fortæller om skænderiet mellem Loke og de andre aser. Det er et imponerende digt, fordi det tager fat på den rivalisering, der vil føre til fængslingen af guden Loke og udløsningen af Ragnarok;
- Hávamál (Den Højes tale): Hvilket betyder den Højes ord eller råd. Det er guddommelige råd fra Odin til vikingerne, nedskrevet i et langt digt på 165 strofer. Han giver sine troende mange råd om, hvordan man lever og overlever i de mest fjendtlige miljøer.
Hvad angår de episke digte, fortæller de historien om 19 vikingehelte og deres bedrifter.
Andre historiske kilder til nordisk mytologi
Mange år efter Den Ældre Edda, mere præcist i middelalderen, blev to andre kilder til nordisk mytologi skrevet:
- Den Yngre Edda af den store Snorri Sturluson: Det er det største mesterværk inden for nordisk og skandinavisk litteratur. Skrevet i det 13. århundrede af den store historiker Snorri, omorganiserede han digtene for bedre at præsentere forløbet og kronologien i den nordiske mytologi;
- Gesta Danorum (Danernes bedrifter) af Saxo Grammaticus: Denne bog sporer det danske kongeriges historie og dets legendariske konger, især Ragnar Lodbrok. Den var i høj grad påvirket af kristendommen. Det forbliver dog en pålidelig kilde til vikingemytologi. Den udlægger præcist skæbnen for vikingeguderne, som ifølge legenderne skulle være blevet til menneskelige konger.
Det er hovedsageligt takket være disse to kilder, at den nordiske mytologi dukkede op igen i det 18. århundrede. Denne samme fascination vil være oprindelsen til de første historiske undersøgelser af den skandinaviske og vikingetidens civilisation.
Historikere råder dog altid til at bevare et kritisk blik på de myter og legender, der fortælles i disse bøger, især på grund af den kristne kontekst, de er skrevet i.
Selvfølgelig findes der mange andre kilder til nordisk mytologi, men de har ofte spillet en mindre rolle for historikere. Vi kan nævne: Hauksbók, Landnámabók og Völsunga saga.
I modsætning til disse betragtes ikke-germanske kilder som en guldgrube af værdifuld information om vikingernes civilisation og folklore. Historikere henviser til de vigtigste:
- Germania af den store historiker Tacitus: Skrevet i år 98, sporer den oprindelsen af de germanske folk, vikingernes forfædre;
- Gallerkrigen skrevet af Julius Cæsar: Denne bog fortæller om kong Cæsars bedrifter og sejre. Han nævner heri de nordiske folks levevis samt deres urokkelige mod i kamp.
Begyndelsen på vikingernes verden
Ifølge Den Ældre Edda var det skandinaviske univers i begyndelsen kun et enormt endeløst tomrum: Ginnungagap. Det var omkranset af to oprindelige riger på hver sin side:
- Mod nord ligger Niflheim, en verden uden liv, domineret af is og kulde. Fra dette rige udspringer tre iskolde floder: Élivágar;
- På sydsiden er der et andet rige modsat det første, Muspelheim, skabt af varme, ild og lys.
Det er takket være Völuspá, en ufejlbarlig kilde til nordisk mytologi, at vi lærer, hvordan det skandinaviske univers blev til. Élivágar-floderne bevæger sig lidt efter lidt mod midten af Ginnungagap og ender med at møde varmen fra Muspelheim, som får dem til at smelte til vanddråber.
Fra dette vand vil det første væsen i det nordiske univers blive født: “Ymer”, den oprindelige jætte. Kort efter vil dampen fra mødet mellem kulden og varmen fra disse modsatte verdener give ophav til en kæmpeko: Audhumla. En “nærende” ko, hvorfra fire mælkefloder strømmer for at give næring til Ymer.
Ymer vil give ophav til slægten af de frygtelige jætter, eller Jötunn, gudernes fjender. Koen Audhumla vil derimod skabe “Buri”, gud Odins bedstefar, ved at slikke en isblok fra Niflheim.
Dette markerer begyndelsen på den nordiske mytologi. Vi opdager, mens vi fortsætter med at læse Völuspá, oprindelsen af guderne og jætterne, og derefter årsagen til den rivalisering, der består mellem dem indtil tidernes ende.
Nordisk mytologi er en uudtømmelig inspirationskilde til mange litterære og filmiske værker, herunder tegneserien om Marvel “Thor”, successerien Vikings, men også flere japanske mangaer!
Det kunne faktisk overraske mere end én, men denne samme legende har inspireret den japanske manga med global succes “Shingeki no Kyojin eller Attack on Titan“. Historien foregår i en verden, hvor kæmper, eller titaner, repræsenterer en sand destruktionskraft. Udover denne reference til Jötunn opdager vi senere, at alle kæmper stammer fra den oprindelige titan “Ymer”.
Hof, de nordiske guders pantheon
I nordisk mytologi er guderne opdelt i to klaner. Aserne eller Æsir er krigere og suveræne herskere over de 9 verdener, hvis leder ikke er andre end Odin. Vanerne eller Vanir er primært guder knyttet til frugtbarhed, udstyret med spådomskræfter.
Der findes også andre guddomme, som ikke er en del af disse to familier, og som spiller en fundamental rolle i vikingekulturen.
De vigtigste aser
Med sæde i Asgård er aserne de vigtigste guddomme i nordisk mytologi. I spidsen leder guden Odin gudernes pantheon og gør det til en velvillig kraft, der tager sig af menneskene og beskytter dem mod den evigt tilstedeværende trussel fra jætterne.
Odin, den oprindelige vikingegud
Guden Odin er den øverste guddom i nordisk mytologi. Han bærer mange navne, men han er mest kendt som “Alfader“, hvilket betyder: alle guders fader og menneskenes skaber. Hans tørst efter visdom og magt har gjort ham til hersker over de 9 verdener og universets mest glorværdige kriger.
Frigg, himlens dronning
Hustru til guden Odin og dronning over guderne og riget Asgård. Hun besidder evner til at se ind i fremtiden, og hun er det eneste væsen, der har tilladelse til at sidde på tronen Hlidskjálf, udover Odin. Hun kan således se alt, hvad der sker i de ni verdener.
Thor, jættedræberen
Søn af Odin, han er lynets og tordenens gud. Bevæbnet med sin hammer Mjölnir er han jætternes største fjende, da han kontrollerer alle elementer og er kendetegnet ved en umådelig styrke. Mange betragter ham som den mest magtfulde vikingegud.
Balder, Odins foretrukne søn
Kærlighedens og lysets gud, han er en ase-gud elsket af alle, men hvis død blev forudsagt af Völuspá. Da Balder begynder at få uhyggelige drømme om sin død, beslutter hans mor Frigg sig for ikke at lade ham dø. Hun får alt, hvad der eksisterer, til at sværge aldrig at gøre ham fortræd, undtagen misteltenen. Denne uheldige forglemmelse fik senere katastrofale konsekvenser.
Loke, kaosguden
Guden Loke er mester i list og ondskab. Han er en allestedsnærværende karakter i nordisk mytologi, som har vist sig at være en værdifuld hjælp for aserne i de værste situationer. Det er hans lumskhed, der vil føre til guden Balders død, og som fører til, at han bliver forvist fra asernes rige. Han bliver fængslet i en grotte indtil Ragnarok.
Sigyn, Lokes trofaste hustru
Hustru til Loke og mor til hans to børn, denne gudinde forbliver ham tro mod alle odds. På trods af sin mands utilgivelige forbrydelse og den straf, som aserne pålægger ham, bliver hun ved hans side i de værste situationer.
Når aserne lænker Loke i en grotte, placeres en slange over ham. Den lader gift dryppe ned i ansigtet på Loke. Sigyn, der ikke kan bære sin mands lidelse, beslutter sig for at opsamle denne gift i en skål, og det gør hun indtil tidernes ende.
Heimdall, Ragnaroks budbringer
Heimdall er en vigtig gud i nordisk mytologi. Hans navn betyder på oldnordisk den hvide eller flammende gud. Han har den tunge opgave at overvåge Bifrost, en bro lavet af en regnbue, som forbinder gudernes verden “Asgård” med vikingernes “Midgård”.
Når dagen kommer, annoncerer han starten på Ragnarok for aserne ved at blæse i et mytisk lurhorn, “Gjallarhorn”. I løbet af den profetiske verdens undergang dræber han ondskabens gud, Loke.
Tyr, den gamle essentielle gud
Dette er retfærdighedens gud. Han menes at have været den vigtigste guddom for det germanske folk før Thors og Odins senere ankomst. På trods af dette forbliver han i centrum for mange legender, herunder den om fængslingen af ulven Fenris.
Vidar, gud Odins hævner
Guddom født af foreningen mellem Odin og Grid, en godhjertet jættekvinde. Hun tilbyder Thor sit magiske bælte og sine handsker, uden hvilke han ikke kan svinge sin økse (hammer).
Vidar beskrives derimod som hævnens gud. Mere magtfuld end Thor selv, hævner han guden Odins død ved at dræbe den frygtelige ulv Fenris. Efterfølgende lykkes det ham at overleve Ragnarok og genføde verden en anden gang.
Vale, eller Vali, hævner af Balders død
Søn af Odin og gudinden Rind, han vil blive født med det ene og eneste formål at hævne sin storebrors Balders død. Han er kun én dag gammel, da han dræber Høder, som, forhekset af Loke, dødeligt sårede Balder. I hele den nordiske mytologi er han den eneste guddom, udover sin bror Vidar, der har titlen som hævnergud.
Idun, udødelighedens gudinde
Idun er asynjen for udødelighed og evig ungdom. I vikingemytologien er nordiske guddomme dødelige og ældes som mennesker. For at bevare deres ungdom og opnå deres udødelighedskraft giver Idun dem magiske æbler, der forynger deres ånd.
De vigtigste vaner
Få navne på guder er bevaret blandt vanerne. Udover deres leder Njord, gud for havet og vinden, er kun legenderne om Frej og Freja velkendte.
På trods af deres sekundære integration blandt aserne, er gudinden Freja og hendes bror Frej de to mest bemærkelsesværdige guder blandt vanerne. Mange historikere fastslår, at efter at have løst deres lange skænderi, slutter vanerne sig til aserne og lever alle fredeligt sammen i Asgård.
Lodur eller Lytir, Odins bror
Han er en af de tre oprindelige guder sammen med Odin og deres bror Høner. Sønner af guden Bor og jættekvinden Bestla, de gjorde oprør mod jætternes styre ved at dræbe deres leder og moder Ymer.
I nordisk mytologi er det fra Ymers krop, at universet blev til. Det var også under et af deres eventyr, at de tre brødre skabte det første menneske fra en død træstamme: mens Odin indblæste liv i ham, giver Lodur ham alle hans sanser.
Freja, den første valkyrie
Gudinden Freja er uden tvivl den mest ikoniske og ærede gudinde i det nordiske pantheon. Gudinde for frugtbarhed, skønhed og kærlighed, hun er begæret af både guder og mennesker.
Ikke desto mindre gemmer der sig en frygtindgydende kriger under hendes ynde og feminine elegance. Freja er den første og mest magtfulde valkyrie. Hun leder alene halvdelen af gudernes tropper under Ragnarok.
Frej, den tredje oprindelige gud
Sammen med Thor og Odin er Frej en af de tre fundamentale guder i nordisk mytologi. Han repræsenterer guden for frugtbarhed, forplantning og velstand, ofte forbundet med solen og lyset. På trods af hans centrale rolle i den skandinaviske civilisation og en betydning bekræftet af fremtrædende historikere, er få legender om Frej overleveret til os.
Andre vikingeguddomme
Ægir & Ran, havets herskere
Ægir er personificeringen af oceanerne og havet i nordisk mytologi. På trods af at han tilhører jætternes klan, beskrives han som en nær ven af aserne, for hvem han arrangerer mange banketter.
Udstyret med store magiske kræfter får han privilegiet at gifte sig med asynjen “Ran”. Denne gudinde er også forbundet med havet, da hun beskytter mænd mod visse druknedøde ved at fiske dem op med et magisk net. Disse to komplementære guddomme beskytter vikingerne under lange sørejser.
Angerboda, ødelæggelsens moder
Denne jötunn, eller vikingejættekvinde, er kendt i nordisk mytologi som kilde til ødelæggelse og elendighed, og var desuden elskerinde til guden Loke. Hun fik med ham sine 3 børn: ulven Fenris, slangen Jörmungandr og dødsgudinden Hel; modbydelige væsner, der er årsag til Ragnarok.
Hela eller Hel, dødens dronning
Datter af Loke og jættekvinden Angerboda, hun bliver forvist af guderne til de dødes verden. Dødsgudinden Hel tager alle de sjæle af vikinger, der ikke fik en glorværdig afslutning, med til Helheim, et mørkt og koldt rige. Under Ragnarok vil alle disse sjæle forstærke rækkerne i Lokes hær mod aserne.
Sol & Måne, solen og månen
I skandinavisk kultur beskrives solen og månen som gudinder, der konstant forfølges af to mørkets væsner. Således forsøger Sol, gudinden der repræsenterer solen, og Måne, inkarnationen af månen, at undslippe to kæmpeulve: Sköll og Hati; som ikke er andre end ulven Fenris’ børn.
Når Ragnarok lyder, vil disse to ulve endelig lykkes med at fortære disse gudinder. Heldigvis vil de før deres død give ophav til et nyt himmellegeme, som vil fortsætte deres mission efter deres død.
Nordisk mytologi i vikingesamfundet
Nordisk mytologi var en integreret del af vikingernes dagligdag. Det, der beviser dette punkt med sikkerhed, er den almindelige brug af udtrykket “siðr” til at betegne den. “Siðr” betyder på oldnordisk “skik eller brug” og materialiserer det koncept, der er tættest på en religion, man kan finde hos skandinaverne.
Selvfølgelig har vikingernes overbevisninger udviklet sig meget gennem tiderne og varierer fra region til region. Der findes dog arkæologiske beviser, der viser hengivenhed til helt specifikke guder.
Hver nordisk gud havde sine egne kræfter og privilegier, som han tildelte sine tilhængere. Det er det, der forklarer, at vikingecivilisationen tilbad og påkaldte flere nordiske guder gennem mange ritualer.
Ifølge historikeren Adam af Bremen findes der et stort tempel i Uppsala i Sverige, hvor vikingerne mødtes hvert 9. år. På dette hellige sted fandt man billeder og figurer til ære for guden Odin, Thor, men også Frej.
I løbet af denne store ceremoni klippede vikingerne deres lange fletninger og ofrede dyr og mennesker ved at binde dem til træerne i den hellige lund. Ifølge nordisk mytologi gav dette ritual, som kunne virke barbarisk, frugtbarhed, velstand og var oprindelsen til glorværdige sejre for vikingerne.
