Ymir: Historien om den første jætte i nordisk mytologi

Pia Møller
Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.

Ymir: Alt du skal vide om den første jætte i nordisk mytologi

Mange mennesker, guder og væsner befolker den nordiske mytologi. De har naturligvis ikke alle samme betydning, hvilket har givet anledning til utallige fortællinger. Blandt disse skikkelser finder vi Ymir.

Jætternes grundlægger

Ymir er skaberen af jætternes slægt, også kendt som Jotun. Det er samlebetegnelsen for alle jætterne i den nordiske verden. De er humanoide væsner med en imponerende størrelse og en enorm styrke. Nogle besidder endda evner til at skifte ham eller skabe illusioner, hvilket kan give dem guddommelige træk. De ligger dog i evig krig med alle de kendte guder i vikingemytologien, som anføres af Thor.

De bor i Jotunheim, som ligger på samme niveau som Midgård i træet Yggdrasil. En tæt skov og høje bjerge adskiller de to verdener. I modsætning til guderne, der symboliserer orden, repræsenterer jætterne kaos. De vil i øvrigt stå over for hinanden under det endelige slag, Ragnarok.

Nogle jætter bor i Udgård, den enorme fæstning, som kan sammenlignes med Valhal for vikingekrigerne, selvom betydningen er en anden. Det er her, Udgårdsloke, jætternes konge, residerer. Det er netop i denne borg, at Thor skal igennem en række prøvelser. Guden består dem ikke, fordi de er blevet manipuleret af Udgårdslokes ondskab. Jætterne brugte ofte illusioner og magi for at nå deres mål. Det var netop her, at fjendskabet mellem Thor og Jormungandr opstod.

Alle jætter er sønner af Ymir, den første jætte. Det norrøne ord betyder i øvrigt “den frådende” eller “menneskeæder”, da det deler rod med ordet for at spise. De første jætter, der blev født, kom direkte ud af Ymirs krop. En nat, mens han sov, svedte han fra sine armhuler. Således blev en mand og en kvinde født, begge to jætter. Et andet gigantisk væsen, en søn, blev født fra hans ben. Der er tale om Thrudgelmir, jætten med 6 hoveder.

Man finder dem også i Jernved-skoven, som adskiller sig fra Midgård. Troldkvinder, der er forbundet med jætterne, er især til stede her. Dette sted er nævnt i Vølvens Spådom (Völuspá) fra den poetiske Edda, hvor det beskrives, hvordan en gammel kvinde muliggør fødslen af jætter:

« I øst sad en gammel kvinde i Jernveden

og hun fødte der Fenris-slægten Fenrir

det er en af dem

der stjal stjernen i en monstrøs skikkelse. »

En del af jætterne havde, udover deres enorme størrelse, et frygteligt udseende. Deformerede kropsdele, hugtænder eller kløer kendetegnede deres kroppe. Thrivaldi var en jætte med 9 hoveder, et bevis på de mange misdannelser, der fandtes blandt jætterne. Det er derfor, at Jormungandr og Fenrir, henholdsvis en slange og en ulv, nogle gange blev betragtet som jætter. På trods af dette har visse jætter en vis betydning i vikingeverdenen.

Men før alt dette fandt sted, måtte en særlig begivenhed indtræffe.

Ymir: Skabelsen af de 9 verdener

Ymir er den første jætte, som Jorden har kendt ifølge den nordiske kosmologi. Han er endda det første levende væsen, også kaldet Brimir eller Aurgelmir, kilden til verdens skabelse ifølge vikingerne.

Ved verdens begyndelse eksisterede kun en enorm afgrund: Ginnungagap. Den var mod nord omgivet af isverdenen, Niflheim, der udsprang af floderne kaldet Élivágar. Mod syd lå Muspelheim, ildens verden, som grænsede op til denne afgrund. En dag kolliderede disse to verdener, hvilket førte til skabelsen af jætten Ymir. Han overlevede takket være mælken fra koen Audhumla, hvis 4 yvere svarede til 4 mælkefloder.

Dette dyr slikkede rimfrosten og saltet, der dækkede Ymirs krop. Således blev Buri født. Han blev senere far til Bor, de gamle tiders gud. Han er fader til den mest berømte nordiske guddom: Odin. Denne har også 2 brødre, ved navn Vili og Vé.

Ymir var en jætte af gigantisk størrelse og med en tilsvarende ond karakter. En dag blev Odin rasende over hans opførsel. Sammen med sine brødre besluttede de at dræbe Ymir og kaste ham i Ginnungagap. Derefter opstod en enorm oversvømmelse forårsaget af skabergudens blod, som dræbte alle jætterne. Kun Ymirs barnebarn, Bergelmir, og hans kone overlevede ved at gemme sig i en udhulet træstamme, der fungerede som en båd. De fik til opgave at befolke verden igen efter katastrofen.

Det er takket være Ymir, at verden kunne skabes. Hans kød udfyldte afgrunden i universets centrum. Hans hoved blev brugt til at skabe Jorden, og hans øjenbryn blev til menneskenes verden, Midgård. Ymirs hår blev til træer, mens hans knogler blev forvandlet til bjerge.

Alle dele af hans krop blev brugt til at forme verden. Således blev fragmenter af hans knogler og tænder brugt til at skabe klipperne. Hans blod fyldte oceanerne, havene, søerne, floderne og dammene. Man kan sige, at vikingerne havde sans for genbrug. Hans kranium dannede himlen, og endelig førte maddikerne i hans kød til skabelsen af dværgene. Fire af dem repræsenterer verdenshjørnerne: Nordri (Nord), Sudri (Syd), Austri (Øst) og Vestri (Vest).

Nogle af hans lemmer siges endda at have styrket voldgravene omkring Menglods bolig, som ligger på bjerget Lyfjaberg.

Grímnismál fra den poetiske Edda beskriver dette øjeblik. Det kaldes også “Hættens kvad”:

« Af Ymirs kød blev jorden skabt,

Og af hans sved [eller, i visse versioner, blod] havet,

Bjergene af knogler,

Træerne af hår,

Og af hans kranium himlen.

Og af hans øjenbryn skabte de glade guder Midgård,

menneskesønnernes hjem

Og af hans hjerne

Formede de de mørke skyer. »

Lighederne med de græske titaner

I mange mytologier findes billedet af en jætte eller en titan, der er ophav til verdens skabelse. Den nordiske kosmologi har derfor paralleller til andre skabelsesberetninger.

Man kan for eksempel drage en parallel til historien om Kronos i den græske mytologi.

Kronos er en titan, søn af Uranos (der repræsenterer himlen og livet) og Gaia (der repræsenterer Jorden). Han må ikke forveksles med Chronos, som er tidens gud. Denne jætte giftede sig med sin søster Rhea. De fik 6 børn, herunder 3 døtre, Hera, Hestia og Demeter, og 3 sønner, Hades, Poseidon og Zeus.

Meget hurtigt indså Kronos, at hans børn var klogere end ham selv. Af frygt for at skulle afgive sin trone, fik han den idé at fortære dem. Da det 6. barn blev født, besluttede Rhea at gemme det i et bjerg på Kreta. I vuggen lagde hun en sten i stedet. Kronos, som slugte den uden at tjekke, anede ikke, hvad han lige havde spist.

Men barnet, der var gemt i bjergene, var ingen ringere end Zeus. Han voksede op i dette fjendtlige terræn, opdraget af nymfer og geden Amaltheia. Hans vækst gjorde ham stærkere og stærkere. Da han nåede voksenalderen, besluttede Zeus at bekæmpe titanerne og dermed sin far. Han fik ham til at drikke en magisk eliksir, der tvang Kronos til at kaste sine børn op. De var stadig i live i jættens mave. Det var listens gudinde Metis, der gav titanen et brækmiddel.

Med hjælp fra sine søskende samt kykloperne og hekatonchirerne endte Zeus med at kaste Kronos ned i Tartaros’ dybder. Hekatonchirernes arme holder i øvrigt jætten fast. Zeus endte med at befri dem sammen med kykloperne, hvilket gav ham evnen til at kaste med lyn.

Han blev derefter anerkendt som gudernes konge og delte verden med sine to brødre, Hades og Poseidon. For at sikre ofringer besluttede de at skabe menneskene, intelligente væsner, der var ufarlige for deres trone. En anden legende hævder, at det var Prometheus, en god titan, der skabte menneskene. Han brugte ler og gav dem ilden for at sikre deres udvikling.

Skabelsen af den nordiske og den græske verden er ikke identiske. Men de indeholder visse lighedspunkter, såsom drabet på en jætte, der står i spidsen for hele universet. Det er naturligvis ikke de eneste mytologier, der er formet på denne måde. Ymir er beslægtet med Yama, dødens gud og dommer, inden for hinduismen.

Surt, en meget gammel jætte

Når vi beskriver jætter som Ymir, refererer vi til meget store mænd med et lidet imødekommende ansigt. Selvom de fysiske træk ofte er identiske hos jætterne i vikingetiden, adskiller deres personlighed sig derimod.

Selvom Ymir har et ret dårligt temperament, gælder det ikke alle. Mimir er en meget gammel jætte, vogter af Mimers brønd. Denne kilde indeholder visdom og intelligens. Den ligger i Jotunheim, under en af rødderne på livets træ Yggdrasil. Selvom han blev halshugget under krigen mellem vanerne og aserne, blev han genoplivet af Odin for at fungere som rådgiver.

Surt har en karakter, der minder om Ymirs, men han er mere kendt end Mimir. Nogle kilder siger, at ildjætten måske er ældre end Ymir selv. Når man ved, at han bor i Muspelheim, den varme region, er det meget muligt. Men herfra opstår spørgsmålet: Er verdens skabelse med Ymir den eneste sandhed? Verden kan måske være blevet bygget anderledes, netop via Surt.

Det, der er sikkert med denne jætte, er, at han er ansvarlig for verdens undergang under slaget ved Ragnarok. Hans flammende sværd udløste en gigantisk brand, der vil ødelægge alt. Det er igen Vølvens Spådom, der beskriver dette øjeblik:

« Solen formørkes,

Jorden synker i havet,

De strålende stjerner

Forsvinder fra himlen.

Røgen hvirvler,

Ilden brøler,

De høje flammer

Danser mod himlen. »

Indtil andre historiske kilder indikerer det modsatte, har vikingeverdenen Ymir som sit ophav.

Ymir Fritz i Attack on Titan

I hele den nordiske mytologi er Ymir ikke den skikkelse, der er mest repræsenteret i populærkulturen. Alligevel er han meget kendt i en berømt manga: Attack on Titan.

Ymir Fritz er den første person, der modtager titanernes kraft. Det er også hende, der giver liv til andre titaner. Denne unge pige var blond og lille af vækst i sin menneskelige form. I sin oprindelige titan-form er hun kolossal. Hun kaldes derfor “Den Store Stammoder”.

Ved at gifte sig med kongen føder hun 3 døtre: Maria, Sina og Rose. En dag, under en retssag, kaster en kriger sit spyd for at dræbe kongen. Ymir Fritz beskyttede ham, men døde af sine sår. Et mysterium består i, hvorfor hun ikke regenererede. I det øjeblik beordrede hendes mand deres døtre til at fortære deres mors lig.

Denne handling blev udført med et bestemt formål: at videreføre titanernes slægt. Ved at spise Ymirs lig kunne døtrene drage fordel af hendes kraft. Ved hendes død bad kongen sine døtre om at få børn, således at den familiære titan-kraft kunne overføres igen og igen.

Rose, Maria og Sofia fulgte dette råd, og slægten gav ophav til 9 titaner: