Med over ti års erfaring inden for vikingesmykker, nordisk beklædning og mytologiske motiver har hun personligt afprøvet hundredvis af ringe, armbånd og skægperler.
Jormungandr: Alt hvad du behøver at vide om Midgårdsormen
Blandt de nordiske guder finder vi Loke. Som søn af jætten Farbauti og Laufey er han gud for list, illusioner og splid. Digtet Lokasenna 9 afslører, at han og Odin indgik en pagt, så Loke kunne blive en del af asernes pantheon. Hingsten Svadilfari, som blev forvandlet til en hoppe, gav sammen med listguden liv til Sleipnir, den mægtigste guds 8-benede hest.
Loke er også forælder til flere spektakulære væsner. I kapitel 34 af Snorres Edda (Gylfaginning) fortælles det, at han bliver far til flere monstrøse børn med jættekvinden Angerboda. Der er Hel, Jormungandr og Fenrisulven, som alle blev opdraget i Jotunheim. Profetierne omkring deres fødsel beskrev, at disse børn ville bringe ulykke over guderne. Det er grunden til, at de ville skille sig af med dem, en mission som Odin tog på sig.
Først er der Hel, hvis ansigt er halvt nedsænket i dødens mørke. Dødsgudinden bliver derfor sendt af Odin til Niflheim (eller Helheim), riget for dem, der dør af sygdom eller alderdom. Hun bliver vogter og hersker over dette kolde og mørke sted.
Ulven Fenris vokser sig så stor, at kun Tyr har modet til at fodre den. Aserne beslutter derefter at lænke den, først med lænken Løding, som en udfordring. Modellen Dromi, som er stærkere, formår heller ikke at holde ulven. Det er til sidst den magiske lænke Gleipnir, i form af et silkebånd, der holder den fanget.
Jormungandr, som er hovedpersonen i denne artikel, blev vurderet som alt for farlig af Odin og de andre guder lige fra fødslen. Den mægtigste gud greb fat i slangen og kastede den i havet omkring Midgård, menneskenes verden. På det tidspunkt var Jormungandr kun en lille slange, men den skræmte allerede guderne. Kapitel 34 i Gylfaginning beskriver dette øjeblik:
« Han kastede slangen i det dybe hav, der ligger omkring alle lande, men den voksede sig så stor, at den nu ligger midt i havet og omslutter alle lande og bider sig selv i halen. »
Selvom den blev kastet et sted hen, den ikke kendte, stoppede det ikke Jormungandr i at vokse. Dens vækst er så imponerende, at den ender med at omslutte hele Midgård.
Midgårdsormens fremstilling
Lokes søn kaldes også Midgårdsormen. Dette skyldes dels dens gigantiske størrelse, som ifølge de historiske fortællinger gør det muligt for den at omslutte verden og endda bide sig selv i halen. Navnet er også en konsekvens af dens fødsel, hvor den blev kastet i menneskeverdenens hav af Odin.
Etymologien for Jormungandr stammer fra oldislandsk. Jormun- repræsenterer dyrets umådelighed, mens gandr betyder monster. Ved at kombinere disse to ord får man “umådeligt monster”, hvilket er en ret god beskrivelse af dette væsen. I Snorres Edda kaldes den Miðgarðsormr. På oldislandsk betyder det verdensslange eller Midgårdsorm. Suffikset “ormr” betyder slange, en anden betegnelse for monsteret. Den kaldes også Naðr, da den er beslægtet med en drage.
Som vogter af Midgård eliminerer den til sidst enhver, der ikke er inviteret. Derfor ses Jormungand som et symbol på beskyttelse for menneskene. Vikingernes verden blev således beskyttet af dette gigantiske havvæsen. Vikingernes togter i Europa var præget af voldsomme fænomener som storme og flodbølger. Dens tilstedeværelse bidrog til at opretholde jordens sammenhængskraft. For menneskene er den et symbol på havet, som er både stort og mystisk, samt dets farer.
Skjaldedigtet Ragnarsdrápa kalder den desuden ved kennings, metaforer fra det skandinaviske sprog, såsom “endiseiðr allra landa”, hvilket betyder “alle landes grænsefisk”. Det andet skjaldedigt Húsdrápa bruger kennings som “men storðar” for verdens halskæde og “stirðþinull storðar” for verdens stive reb. Skjalden Eysteinn Valdason betegner Jörmungand med kenningen “seiðr jarðar”, som oversættes til “jordens fisk”. Andre metaforer af denne type eksisterer, hvilket beviser slangens betydning for vikingerne.
Kendetegn ved Jormungandr
Jormungandr er en gigantisk slange, der lever i Midgårds hav. Da den beskrives som et monster, var den tilsyneladende ikke særlig køn at se på. Slangen blev også sammenlignet med en drage. Dens størrelse er så enorm, at man kan sige, at dette dyr er det største væsen i nordisk mytologi. Det er ikke uden grund, at den blev opdraget i sine første måneder i Jotunheim, jætternes rige.
Udover sin størrelse, der omslutter verden, er Jormungandr i stand til at sprøjte dødelig gift. Det er de store tænder i dens gab, der gør det muligt for den at udskille sin gift. Dens gab er så stort, at slangen kan sluge enhver gud eller jætte hel.
Man kunne tro, at slangens store størrelse gav den en stærk personlighed. Men der findes få historiske kilder om Jormungandr’s karakter. Vi vil senere forklare, at den mødte Thor flere gange, og at det ikke ligefrem gik godt. Dette monster tilbringer det meste af sin tid på havets bund, gemt i mørket og alene. Når den stiger op til overfladen, kan man sige, at den udtrykker sin ensomheds vrede. Det er grunden til, at slangen udviser en særlig voldelig og aggressiv adfærd, når den kommer op til overfladen.
Denne adfærd bliver især synlig i dens forhold til tordenguden Thor.
Konfrontationerne med Thor
Mellem havslangen og guden, der fremmaner lynet, kan man roligt sige, at de hadede hinanden. Men hvorfor?
Jormungandr og Thor mødtes 3 gange. Kapitel 46 i Snorres Edda (Gylfaginning) fortæller om det besøg, som Thor og andre guddommelige ledsagere aflagde hos Udgårdsloke, jætten og herren over Udgårds borg i Jotunheim. For at ydmyge guderne foreslår kongen dem flere udfordringer, der virker lette ved første øjekast. Thor skal blandt andet løfte en kat, men formår det ikke. På trods af sine anstrengelser lykkes det ham kun at løfte én af kattens poter. De andre udfordringer bestod i at drikke af et horn og besejre en gammel amme.
Næste dag afslører jætten, at prøvelserne var manipuleret af virtuelle illusioner: katten var Jormungandr, drikkehornet var forbundet med havet, og den gamle amme var selve alderdommen. Men i stedet for at ydmyge Thor, fortæller kapitel 47 i samme digt, at det var en demonstration for alle jætterne:
« At du løftede katten, forekom mig ikke mindre bemærkelsesværdigt. For at sige sandheden, så blev alle, der så, at du formåede at løfte en af dens poter fra jorden, bange, for denne kat var ikke, hvad den så ud til at være: det var Midgårdsormen, som ligger hele vejen rundt om landene, og hvis størrelse knap nok er stor nok til, at dens hale og hoved kan røre jorden. Men du løftede den så højt, at du kun var en kort afstand fra himlen. »
Fra det øjeblik besluttede Thor sig for at besejre Jormungandr, hvilket er kilden til hadet mellem de to.
Midgårdsormen og tordenguden mødes en anden gang. Flere historiske digte angiver, at Thor en dag tog skikkelse af en ung mand for at fiske i Midgård sammen med jætten Hymer. Mens de sejler lidt ud, bruger guden et oksehoved som madding. Han ønsker at sejle langt ud, men jætten nægter af frygt for slangen. Thor tager derud alligevel, og det er Jormungandr selv, der bider på krogen. Kraften, som dyret udvikler, er så stærk, at Thor er tæt på at falde i havet. Men guden formår at trække den op for at slå den med sin hammer Mjölnir. Desværre klipper jætten af frygt linen over og frigiver slangen. Rasende kaster Thor jætten over bord.
Denne legende vil få hadet mellem de to til at vokse sig endnu stærkere. Da slangen ikke var langt fra at blive ramt af den berømte hammer, føler den nu også et had mod Thor.
Verdens undergang ifølge nordisk mytologi vil finde sted under slaget ved Ragnarok. Det er her, Loke, de 3 væsners far, vil føre jætterne mod guderne. Fenrisulven vil formå at slippe fri af sine lænker for at deltage i slaget. Hel vil dog ikke deltage, men vil sende en hær af døde, som vil blive kommanderet af hendes far. Jormungand vil forårsage en flodbølge over landene, da han er grebet af jætternes raseri. Hans ankomst beskrives i kapitel 51 i Gylfaginning:
« Da vil havet skylle ind over landene, fordi Midgårdsormen, grebet af sit “jætteraseri”, vil nå kysten. […] Midgårdsormen vil blæse så meget gift, at den vil sprøjte hele luften såvel som havet til. Den vil være absolut skræmmende, og den vil rykke frem ved siden af ulven ».
Teksten forklarer, at Odin vil kæmpe mod Fenris, som vil dræbe ham, fordi Thor ikke vil kunne komme ham til undsætning. Han vil nemlig kæmpe mod Jormungandr:
« Ved hans side vil Thor ride, men han vil ikke kunne hjælpe ham, fordi han vil have travlt med at kæmpe mod Midgårdsormen. […] Thor vil dræbe Midgårdsormen og tage ni skridt til, før han falder død om på jorden på grund af giften, som slangen vil sprøjte på ham. »
Arkæologiske spor
Myten om Thors fiskeri, som er beskrevet ovenfor, er blevet afbildet på flere sten, der stammer fra vikingetiden. Dette viser altså, hvor populær denne historie var.
Det bedst bevarede spor er Altuna-runestenen i Sverige. Den stammer fra 1050 og forestiller Thor, der holder sin hammer i den ene hånd og en fiskeline i den anden. For enden af denne finder vi havslangen. Man ser også gudens fødder trænge gennem båden, hvilket virkelig genlyder af det, legenden beskriver.
Gosforth-korset i England stammer fra det 10. århundrede. Man ser også en mand, der holder en hammer. Men det, der er slående ved denne fremstilling, er, at et oksehoved er til stede for enden af linen.
Ardre VIII-stenen blev fundet på Gotland, Sveriges største ø. Af de 8 sten, man har fundet, indeholder 7 runeindskrifter. Hørdum-stenen stammer fra en periode fra det 8. til det 11. århundrede. Denne gang kommer den fra Danmark.
Disse tre sidste arkæologiske spor forestiller 2 personer, der er ved at fiske et dyr. Selvom dette ikke er identificeret, kan man let gætte, at det er myten om Thors fiskeri, der er tale om.
Jormungandr og hans konfrontation med guden er så vigtige, at de er blevet beskrevet i tegneserierne Marvel: en første gang i juni-juli 1978, og en anden i juni 1987. Mange væsner i videospil er også inspireret af Midgårdsormen.
