Vikingekrigere

Vikingekrigere | Skandinavisk kampkraft!

Vikingerne er de mest kraftfulde krigere, Europa nogensinde har kendt. Krigere, der var kendt for deres mod, tapperhed og vildskab, men frem for alt for deres voldsomhed. Intet og ingen kunne stoppe dem, og blot omtalen af dem var nok til at få deres fjender til at skælve.

Vikingekrigernes styrke har givet anledning til utallige legender gennem tiderne. Det er ubestrideligt, at hvor vikingerne drog frem, kunne intet modstå dem. De blev til tider sammenlignet med blodtørstige bæster, andre gange med tapre krigere eller endda krigsguder, og kun deres enorme sejre er der enighed om.

I denne artikel vil du opleve legenderne om vikingekrigernes oprindelse og historien bag styrken hos Europas mest tapre soldater. Gør dig klar til at dykke ned i de største vikingesagaer, der har præget denne civilisations historie!

En civilisations oprindelse

Vikingerne er en legendarisk civilisation, der har sat sit præg på Europas og verdenshistorien. Deres forfædre omgikkes og kæmpede mod krigerne fra det græske og romerske imperium, for til sidst at bosætte sig i Nordeuropa. Denne region kom til at bære navnet Skandinavien eller Normandiet.

Skandinavien består af tre store dynastier: Danmark, Island og Sverige. Folket i denne legendariske region bærer navnet normanner eller skandinaver, som begge betyder “folket fra nord” eller “mændene, der lever nord for verden”. Det er det samme folk, som senere stolt ville bære titlen Viking.

Vikingekrigernes legende fødes

Den gyldne vikingetid begynder omkring slutningen af år 700, en periode der falder sammen med det skandinaviske folks fremmarch mod resten af Europa. Historikere er enige om at udpege år 793 som begyndelsen på denne tidsalder, markeret af de første togter og plyndringer udført af vikingerne i England.

Vikingernes ry begyndte at sprede sig over hele Europa. Deres navn fik dengang mange betydninger:

• På oldnordisk betyder det “havudforsker” eller “mænd, der ror på skift”. Det er et udtryk, der betegner disse opdagelsesrejsende som fremragende krigere og herrer over havene;
• På oldislandsk stammer det fra udtrykket “i vikingu“, som kan oversættes til “at tage på plyndringstogt”. Den maskuline navneform af dette udtryk, “vikingr“, betyder “den, der plyndrer skatte” eller “pirat”;
• En mere moderne betydning betegner vikingen som “en kriger eller sømand, der kommer fra Skandinavien”.

Vikingerne førte deres kampe uden frygt og med en vildskab, der såede terror blandt deres modstanderes tropper. Det er her, legenden om de mægtige krigere tager sin begyndelse!

Vikingerne og den nordiske religion

En overmenneskelig styrke, et usårligt mod og en ultimativ tapperhed selv i dødens ansigt er de egenskaber, der adskiller vikingekrigerne fra deres modstandere. Evner, der gør dem ubesejrede i kamp.

De lange, kolde vintre, de ufrugtbare jorder og det barske klima i de skandinaviske lande var med til at forme vikingernes stålsatte karakter. Men den virkelige hemmelighed bag vikingekrigerne hjerte er deres urokkelige tro på deres religion og nordiske guddomme.

Faktisk var vikingerne et religiøst folk, der var stærkt knyttet til visse guddomme. Den mest betydningsfulde er guden Odin: den mægtigste vikingegud og fader til alle nordboere. Han er guden for styrke, visdom og døden, som ledsager vikingekrigeren gennem hele livet og beskytter ham mod fjender.

I den nordiske mytologi er Odin en velvillig gud, der bekæmper ondskabens kræfter og våger over vikingerne gennem sine symboler:

• Valknut : det er det ultimative beskyttelsessymbol; det befrier for frygt og gør det muligt for vikingen at møde enhver udfordring;
• Odins horn : giver klarsyn og evnen til at forudsige modstandernes strategier. Vikingekrigerne kan således modvirke fjendtlige listige planer under kampene;
• De magiske symboler : “Aegishjalmur” eller “Ægishjálmur” er et islandsk magisk symbol, der er synonymt med uovervindelighed og usårlighed. Vikingekrigerne havde for vane at tegne det i panden før hvert slag. Nogle tatoverede det endda på deres krop;
• Vikingernes runer eller “futhark” : dette er vikingernes alfabet. Ifølge den nordiske mytologi gemmer hver rune på en mystisk kraft, som kun Odin formåede at forstå. Det var i øvrigt ham, der gav dem som gave til vikingerne.

Vikingekrigerne havde, udover at få dem tatoveret, for vane at bære ringe, armbånd eller halskæder med Odins symboler i kamp for at opnå hans kræfter.

Et andet meget udbredt symbol var Thors hammer Mjölnir, som giver styrke og mod til den kriger, der bærer den.

Med gudernes styrke ved deres side er det indlysende, at vikingerne blev krigens mestre. Vikingekrigerne nøjedes dog ikke med det; de havde mere end én skjult evne at udnytte. De fleste af dem var fremragende håndværkere og mestrede mange færdigheder:

• Landbrug : De skandinaviske jorder er barske og tørre med vintre, der kan vare i meget lange måneder. Over for disse forhold blev vikingerne mestre i landbrug og kunne dyrke enhver afgrøde i den nordiske kulde. Det er takket være dette, at de kunne dyrke “hør”, en blomst, der giver meget nyttige tekstilfibre.
• Tømrerarbejde og byggeri : Vikingernes krigsskibe er mesterværker, der vidner om en unik kunnen. Udover træskærerarbejde formåede vikingerne at bygge huse, der kunne modstå kulden. Vikingeskjold er også lavet af træ, men er helt dækket af læder for at give dem mere modstandskraft.
• Smedearbejde : De skandinaviske smede er kendt for deres utrolige robusthed og for at forme de bedste våben. Uanset om det er sværd, spyd eller økser, er det kun vikingerne, der mestrer denne kunst, som siges at stamme fra guderne.
• Smykkekunst : Skandinavien er en region rig på ædle metaller (guld, sølv og bronze). Vikingerne blev mestre i fremstillingen af smykker, som for dem havde en dobbelt funktion: at blive byttet til mad og at fungere som dekorative juveler.

Derudover var vikingerne fremragende opdagelsesrejsende og handelsfolk. De sejlede til fjerne lande og byttede tekstiler, smykker og værdigenstande (af guld og sølv) af deres egen fremstilling til mad og forsyninger til deres stammer.

Jomsvikingerne: eliten af vikingekrigere

Jomsvikingerne beskrives i mange sagaer som de mest magtfulde vikingekrigere. Det er et broderskab af lejesoldater, der er uafhængige af ethvert vikingekongerige. Deres hovedkvarter ligger i Jomsborg: en fæstning, hvis nøjagtige placering stadig er ukendt i dag.

Jomsvikingerne er udelukkende viet til tilbedelsen af guden Odin og guden Thor. Ifølge legenderne skulle disse guder være kilden til deres uovertrufne styrke, som beskrives som enestående og umenneskelig. En kraft så stor, at mange var skeptiske og mente, at jomsvikingerne ikke var andet end en legende.

Ikke desto mindre beretter mange historiske sagaer om deres eksistens:

• Jomsvikingernes saga : den fortæller om skabelsen af jomsvikingerne af Palnatoke, en vikingehelt med legendarisk styrke.
• Olav Tryggvasons saga : han var en tidligere konge af Norge. Han skulle have mødt jomsvikingerne under sine mange eventyr og have benyttet sig af deres tjenester.
• Flateyjarbók : det er en samling af historie og kongesagaer skrevet i år 1300, det rigeste af de islandske manuskripter. Den indeholder mange sagaer, der skildrer jomsvikingernes historie.

Selvom jomsvikingerne blot var en bande lejesoldater, havde de en æreskodeks, der dikterede en streng adfærdskodeks. Det var denne kodeks, der gjorde disse vikingekrigere så frygtindgydende i kamp:

• Kun vikingemænd over 18 år kunne blive optaget. Den eneste undtagelse fra denne regel var Palnatokes barnebarn: “Vagn Åkesson“. Som 12-årig overgik han allerede mange krigere;
• Jomsvikingerne må ikke vise nogen frygt og må ikke vige for nogen fjende;
• De er forpligtet til at hjælpe og beskytte hinanden i kamp;
• Et medlem af jomsvikingerne må under ingen omstændigheder forlade broderskabet.

Jomsvikingerne førte mange slag under forskellige faner, men den mest strålende af deres sejre forbliver krigen mod kong Harald Blåtand af Danmark. En diktatorisk konge, der blev besejret af jomsvikingernes leder, Styrbjørn den Stærke, som bragte fred til Skandinavien.

Bersærkerne: legemliggørelsen af en guddommelig kraft

I den nordiske mytologi findes der en særlig klasse af vikingekrigere, der formår at påkalde en del af guden Odins destruktive kraft. Disse vilde krigere går ind i en tilstand af hellig raseri. Deres styrke kan tidobles til det punkt, hvor de kan ødelægge en hær med de bare næver. Disse krigere kaldes bersærkere.

“Bersærker” betyder på oldnordisk “den, der bærer en bjørnefrakke” eller “den, der kæmper barrystet”. Således er bersærkerne vikingekrigere, der er over 2 meter høje, og som ikke bærer andet end et bjørneskind i kamp.

Bersærker betegner den, der besidder bjørnens dyreånd. Der findes to andre klasser af disse vikingekrigere: “ulfhednar”, hvis ånd er ulven, og “svinfylkingar”, vildsvinekrigere.

Bersærkerne er Odins krigere. De påkalder hans kraft for at opnå denne berømte trancetilstand, der lader deres dyreånd tage kontrollen. I denne tilstand bliver de næsten uovervindelige:

• Et dyrisk raseri driver dem : de udstøder dyriske skrig og vil flænse alt på deres vej;
• Våben sårer dem ikke længere : dyrehuden, de bærer, kombineret med deres trancetilstand, giver dem modstandskraft mod almindelige våben;
• De ødelægger alt på deres vej : i denne tilstand skelner de ikke længere mellem deres allierede og deres fjender;
• De har en overmenneskelig styrke.

Denne morderiske vanvid kaldes bersærkergang: Odins raseri. Nogle nyere studier tyder på, at bersærkerne indtog en særlig blanding for at frigøre deres raseri. Den skulle være brygget på planter med sjældne psykotrope effekter.

Mange sagaer og historiske kilder nævner bersærkerne, herunder: “Slaget ved Hafrsfjord” i Hornklofi, eller “Sankt Olavs saga” i Heimskringla.

Kvinder som krigere: Birka-krigeren

I vikingekulturen er den største ære, der findes for en kriger, at dø i kamp. Denne vil da have æren af at blive budt velkommen af Odin i Valhal, vikingernes paradis.

Det er af denne grund, at den skandinaviske civilisation har for vane at begrave vikingekrigere med deres våben, smykker og alle deres trofæer: så de kan tage dem med sig til Odins bolig.

Birka-graven, opdaget i 1878, er et gravkammer fra det 10. århundrede, hvor en stor vikingekriger hviler. I hvert fald var det, hvad man troede indtil 2017. En genetisk test fastslog, at DNA’et fra knoglerne i denne grav tilhører en kvinde.

Birka-graven var altså dedikeret til en vikingekvinde. En kvinde, der blev begravet med en vikingekrigshøvdings udstyr, en udmærkelse, der kun gives til vikingekrigere af meget høj rang. Denne opdagelse har rystet historikernes opfattelse af vikingecivilisationen og den rolle, kvinder spillede i deres krige.

Mange litterære sagaer bevidner, at vikingekvinder var meget store krigere. Beviset findes i Laksdøla saga, eller helt specifikt i Hervarar saga og kong Heidreks saga. Dette fund bekræfter blot disse myter.

Vikingekvinder har altid spillet en central rolle i vikingekulturen såvel som i krige ved at legemliggøre “Vølven”: en kvindelig troldkvinde med spådomskraft. Denne gave, tildelt af gudinden Freja, gjorde det muligt for dem at forudsige deres fjenders strategier.

Relaterede produkter

Kategorier

Viking smykkerViking tøjDragesmykkerVikingringeViking halskædeViking armbånd